Tyske turisters adfærd og præferencer

Hvert halve år foretager vi en undersøgelse blandt turister i hver af de nordiske lande (Norge, Sverige, Finland og Danmark) og i Tyskland, som giver os adgang til interessante indsigter om turisterne præferencer og rejseadfærd.
Her vil vi zoome ind på turister fra de enkelte lande og gøre jer klogere på de enkelte lande som segment. Denne gang dykker vi ned i de tyske turisters adfærd og præferencer og har lagt fokus på de turister, som har en positiv indstilling til Danmark og har allerede eller vil gerne besøge landet.

Tyske turisters adfærd og præferencer
Tage på standen: De danske kyster med brede strande, blødt sand og vindblæste klitter har en særlig tiltrækningskraft på tyskerne, og for knap 7 ud af 10 tyske turister er det vigtigt at kunne tage på stranden som en del af ferien. Dette harmonerer med tyskernes glæde for de danske sommerhusområder specielt på Vestkysten. Samtidig har Tyskland ikke megen kyststrækning og strande, så specielt for nordtyskerne er Danmark et oplagt feriemål, hvis man drømmer om at tilbringe ferien på stranden.
Madoplevelser: Vores data viser, at madoplevelser også spiller en vigtig rolle for over halvdelen af de tyske turister. Selvom tyskerne, som besøger Danmark, gerne tager mad med hjemmefra, så er specielle og unikke madoplevelser interessante. De tager for eksempel en madpakke med på dagsudflugt for at spare penge og tager om aftenen på restaurant for at få en unik madoplevelse.
Opleve små og unikke byer: En stor interesse er også at finde blandt tyske turister i at besøge små og unikke byer. Vores undersøgelse viser, at over halvdelen af de tyske turister ligeledes, at det er vigtigt at besøge små og unikke byer i deres ferie. Det stemmer overens med den stigende søgen efter autentiske oplevelser, mødet med lokalbefolkningen, o.l., som vi har observeret igennem flere år. Her har Danmark igen meget at byde på.

Økonomisk perspektiv:
Den tyske økonomi har været presset igen i 2024. Alligevel viser vores data, at over 60% af tyskerne enten fastholder eller øger deres feriebudget for næste år. Danmark er en velkendt rejsedestination for specielt nordtyskerne, og dette gør blandt andet, at mange tyskere vælger Danmark til pga. tryghed og sikkerhed. Dette kan også ses i tyske overnatningstal, hvor der er fremgang i antallet af overnatninger sammenlignet med samme tid sidste år, og vi kan derfor ikke spore en påvirkning af den økonomiske recession i tyske turister i Danmark.


Rejseinspiration:
Familie og venner: Den helt store inspirationskilde for 6 ud af 10 tyskere er deres familie og venner, som det fremgår af vores data. Familie og venners oplevelser og rejseerfaringer spiller en vigtig rolle, når der skal træffes beslutninger omkring feriemål.
Internettet tages oftere i brug: Vores data viser, at der hentes mere og mere rejseinspiration online blandt de tyske turister. Rejseudseendelser i fjernsynet er fortsat en stor kilde til inspiration, men mange søger også efter inspiration på nettet vha. Google, på rejsebureauers hjemmesider samt på sider såsom Tripadvisor. Sociale medier har endnu ikke vundet samme indpas, som vi ser det i de nordiske lande, hvilket harmonerer med de tyske tendenser generelt og ikke kun i rejsebranchen.

Bæredygtighedstendenser:
Bæredygtighed fylder stadig mere for tyske turister. Vi ser i vores data en stigning i tyske turister, som tager bæredygtighed med i overvejelserne, når de vælger rejse og overnatning. 27% vælger således bus eller tog fremfor fly pga. bæredygtighed og næsten 20% har valgt et overnatningssted med fokus på bæredygtighed til trods for, at det kostede mere. Det gør altså en forskel, når overnatningssteder og oplevelsestilbud i Danmark sætter fokus på netop bæredygtighed og specielt vigtigt er det at få fortalt de gode historier og formidlet de bæredygtige tiltag.